Historien om en jydsk kartoffel-familie...

...der i mere end 3 generationer har viet deres liv til den lille sorte knold – kartoflen

Se længere nede på siden for kartoflens historie.

Begyndelsen

I 1962 startede Gerda og Verner Nørtoft med at dyrke spisekartofler. I midten af 1970’erne begyndte de at pakke og markedsføre deres kartofler under navnet Munke Kartofler. Verners far var i 1930’erne en pioner indenfor fremme af læggekartoffelavl i Danmark. Verners søn, Viggo, begyndte som kartoffelavler i 1988, og købte i 1989 Hoven Kartoffelcentral, der senere blev til Viggo-Kartofler.
I 2003 fusionerede Munke Kartofler og Viggo Kartofler til firmaet Kartoffel-Kompagniet. Snarligt generationsskifte samt øget afsætning gjorde, at man samlede kræfterne i Grønbjerg ved Give, og i 2007 var generationsskiftet gennemført. Samme år blev et høj-effektivt robotpakkeanlæg installeret. Firmaet leverer spisekartofler i mange sorter og indpakninger til dansk dagligvarehandel, samt en andel til eksport. Fokusområderne er: kvalitet, præcision og innovation.

Innovation

At imødekomme kundernes behov og følge trends i markedet er en høj prioriteret opgave hos Kartoffel-Kompagniet. Dette udmønter sig i en konstant stræben efter at videreudvikle emballage og deraf følgende tilberedningstyper, som samtidig vil medvirke til at øge omsætningshastigheden på varen i butikkerne.
Et eksempel herpå er 900 gram ”små hurtige” (kan tilberedes direkte i mikroovn), som bliver solgt med stor succes i 5 af Danmarks dagligvarekæder.

Fakta:

• Varemærket Munke Kartofler startet 1976 af Verner Nørtoft
• Varemærket Viggo-Kartofler startet 1997 af Viggo Nørtoft
• Kartoffel-Kompagniet stiftet i 2003 af Verner, Viggo og Produktionschef Jørgen Hansen
• Nyt produktionsanlæg taget i brug i 2009 - kapacitet 70 tons i timen
• Pakker idag 35.000 tons om året
• Antal medarbejdere: 35
• Direktør: Viggo Nørtoft

Mission

Alle medarbejdere i Kartoffel-Kompagniet - fra fejedreng til direktør - føler at tiden i Kartoffel-Kompagniet beriger deres liv. At folk giver hinanden energi, således at alle vore kræfter bliver brugt til at være effektive og skabe den absolut bedste vare.

Vision

Vækst igennem: Innovation, effektivitet, konsolidering, soliditet.

Mål

Kartoffel-kompagniet vil være markedsledende igennem en kontrolleret vækst, med en konsolidering der kan fastholde vores soliditets procent på min 20. Samt bevare vores position som et af Danmarks største kartoffelpakkerier

Kartoflens historie

For længe siden i Sydamerika:

Der var engang for mange tusind år siden, på grænsen mellem det, der idag er Peru og Bolivia, i det land, der skulle blive inkaernes. Her voksede ved den smukke Titicaca-sø en bitter plante. Giftig var den, og smuk var den. Giftig for ikke at blive ædt – smuk for at få bestøvet sine blomster og spredt sine frø. Snild var den – for skjult under jorden levede den et hemmeligt liv: i små, bitre, knortede knolde samlede den solens livskraft og gemte den.

Knoldene var med lange, tynde navlestrenge forbundne til moderplanten, og alle var de fyldt med den samme viden som moderen: de vidste præcis, hvordan man skal være en vild kartoffel. Om foråret spirede de, blomstrede og satte bær og frø og lod dem sprede vidt omkring med fuglene.

Og gennem tusinder af år kom der ny, vilde kartoffelplanter, og moder jord sørgede for, at nogle fik hvide blomster og andre rosa, lilla og blå; nogle fik store, smækre og lækre knolde og nogle små, bumsede og bitre.

Og stadig havde planten sit hemmelige liv under jorden.

I dag i Peru:

Selv den dag i dag afholdes der i Peru ofte frugtbarhedsceremonier, der skal sikre en god kartoffelhøst. Der hældes majsøl, Chicha, ud på jorden, og der lægges coca-blade ned i marken. Måske opsættes der også et stort kors, der skal velsigne marken.

Kartoflen kommer til Europa

En dag i slutningen af 1560´erne vuggede kartoflen ombord på et af Pizzaros krigsskibe ind i en spansk havn. Og så begyndte balladen.

Kartoflen blev ellers af spanierne beskrevet som "melede rødder med en god smag, en gave for de indfødte og en behagelig ret, selv for spaniere."

Den smager grimt, og den har mystiske kræfter!
Nu er det jo sådan, at parmesan smager bedst i Italien og Retsina bedst i Grækenland – måske smagte kartoflen bedst i Sydamerika! I hvert fald var der absolut delte meninger om kartoflens smag og hele berettigelse.

Visse af fordommene har man en forklaring på: Der fulgte ikke brugsanvisning med knoldene. Efter som hovedparten af menneskeføden på det tidspunkt groede over jorden, var der basis for misforståelser. En af misforståelserne var endda kongelig: Elizabeth den 1.' s kok troede, at det var stænglerne, der skulle spises, og serverede dem kogt. Kartoflen faldt herefter i unåde.

Lynhurtigt bredte der sig en række besynderlige forestillinger og overtro med kartoflen som udgangspunkt. Om det skyldes dens lejlighedsvise giftighed vides ikke, men et bredt udpluk af mærkværdighederne tyder på det:

På Sicilien stak man et papir med navnet på en uønsket person i den, og inden en måned ville personen dø.

I Skotland ville man ikke dyrke den, da den ikke var nævnt i bibelen. Heri var russiske bønder enige, i hvert fald kaldte de den for Djævleæble og betragtede den som uren og ukristelig, selv efter at Peter den Store serverede den ved de kejserlige banketter – eller måske netop derfor!

I Holland fjernede man vorter ved at gnide dem med en skive af en STJÅLEN rå kartoffel.

Og herudover kunne den kurere spedalskhed, øge potensen og frugtbarheden, hjælpe mod lumbago og gigt, solskoldning og ondt i halsen.

Det korte af det lange: FANTASIEN var stor, men den almindelige befolkning lod sig ikke godvilligt overbevise om kartoflens værdi som fødemiddel.

Men I har altså at spise den alligevel!
Fremsynede politikere havde imidlertid luret, at kartoflens høje ydeevne kunne skaffe befolkningen brød på bordet, så at sige. Og ville de ikke høre, måtte de føle:

Frederik d 1. befalede sine undersåtter at dyrke den, under trusler om afskæring af næser og øren.

Franskmændene måtte snøres på mere underfundig vis: Parmentier satte vagt omkring hoffets kartoffelmarker, så det så ud, som om det var kostelige sager. Vagterne blev fjernet om natten – det samme blev kartoflerne lige så stille.

Mest effektiv for kartoflens udbredelse blev hungersnød og krige i 1700-tallet. Her blev kartoflen taget til nåde, og dyrkningen bredte sig hastigt. Af nød eller af lyst? Hvem ved. Men grunden blev lagt til en gruelig katastrofe.

Kartoflen i Irland - på godt og ondt

I det grønne Irland blev kartoflen umådelig populær – i hvert fald blandt de engelske godsejere. Ikke at de spiste den i større mængder – det lod de de irske bønder om. I 1780 spiste en gennemsnitsirer næsten 4 kg kartofler om dagen.

Kendte de mennesker da ikke til mådehold? Jo – men eftersom stort set alle andre afgrøder blev sendt ekspres til England, måtte de jo tage, hvad der blev tilbage, og hvad der kunne give mest føde fra deres egne små jordlodder: kartoflen.

I Inkaernes gamle land trivedes stadig en mangfoldighed af forskellige kartofler. Men kun nogle få af dem var nået til Europa – og endnu færre, måske kun én type, til Irland. Midt i 1800 tallet kom der nogle år med syndfloder af vand.

Meget kan en knold klare - men livet i den kvæles under vand. Og med vandet kommer også gode forhold for en luftbåren snylter, hvis smitte kan blæse med vinden kilometer omkring: kartoffelskimmelen.

Dette var den værste ulykke i Irland siden den Sorte Død i middelalderen. 1½ million irere døde af sult – lige så mange emigrerede til Amerika.

Kartoflen vender hjem - næsten da

Med emigranterne kom kartoflen tilbage til Amerika; til Nordamerika, den ny verden, som den blev kaldt af dem, der ikke boede der i forvejen.

I USA var de irske emigranter så tæt forbundne med kartoflen, at i Boston blev politifolk af irsk oprindelse kaldt for "de blå kartofler" – af en eller anden grund ikke en betegnelse, der lyder særlig positiv! Herhjemme er det jo en helt anden sag: her forbindes blå kartofler med hof-middage, og man udveksler adresser på nogle, som vist nok måske kan skaffe de eftertragtede læggeknolde, så man selv kan få kartofler på bordet, hvis farve står godt til det musselmalede. (Desværre er smagen lidt bleg.)

Kartoflen kom da også til Danmark!

Mon ikke mange danskere mener, at kartoflens hjemland i dag er netop her: I Danmark, hvor folk går rundt med kartoffeltud og taler som om de har kartofler i munden; de bor ude bag den 7. kartoffelrække, og de holder kartoffelferie og har engang haft nogle indvandrere, som hed kartoffeltyskere. Nogle påstår endda, at det var disse indvandrere, der lærte danskerne at dyrke og spise kartofler – men sådan er der jo så meget. Og for øvrigt er emnet indvandrere en temmelig varm kartoffel!

I Danmark fik kartoflen en glødende tilhænger:

Hr Jacob Kofoed Trojel, residerende kapellan for Vissenbjerg i Fyhn.

Han var helt bidt af en gal kartoffel, og formulerede det på denne måde: "Den fremmede frugt kartofler, fortjener vist nok, formedelst dens frugtbarhed og mangfoldige nytte, landmandens opmærksomhed."

Det kgl. danske Landhusholdningsselskab, som i 1772 udgav hans Afhandling om Kartoflers Avl og Brug, "rekommanderer i øvrigt sin hensigt med denne afhandling, som med sine øvrige bestræbelser, til sine medborgeres patriotiske tænkemåde og nidkjærhed"! Og det var ikke tomme ord, for selskabet lod afhandlingen uddele PR i det meste af Norden.

Det er også en imponerende afhandling, for selv om selve hæftet er ganske lille, er der næsten ikke det emne om kartofler, han ikke er inde på.

Han kender forskellige sorter, deres stærke og svage sider mht. udbytte, form og kvalitet; han ved hvad jord, der skal til, hvor dybt de skal lægges, at de aldrig må lægges i regnvejr og kulde, og hvor følsomme de er for beskadigelser.

Og han er med på den nyeste teknik: en plov til hypning, "som meget hastigere og med beskeden bekostning kan hyppe kartoflerne bedre end en hakke".